Øv! Vi må for en stund undvære at træne med hinanden. Vi er nedslåede over den melding, vi netop har fået på dagens pressemøde, og vi kommer til at savne jer helt vildt. 

Det er netop fremlagt på dagens pressemøde, at fitnesscentre skal holde lukket fra onsdag d. 9.12 til og med d. 3. januar 2021. Det omfatter desværre også os. Det er vi alle sammen meget kede af. Vi krydser fingre for, at summen af alle de nye restriktioner er det, der skal til for at knække smittekurven, og at vi fra d. 4. januar igen kan træne sammen. Det er for mange det åndehul, man har brug for, når det hele synes lidt gråt og trist.


Det kommer nedlukningen til at betyde for dig: 

  • Fra på onsdag lukkes alle boxe – også Open Gym.
  • Dit abonnement bliver gratis sat i bero fra d. 9.12. Hvis nedlukningen bliver forlænget, forlænger vi automatisk din beroperiode. 
  • Har du årsmedlemskab bliver antallet af dage, nedlukningen varer, lagt til i den anden ende. Du får altså lige så mange træningsdage ud af dit medlemskab. 

 

Hvordan kan jeg så træne?

Som du måske har set, kan du træne hjemme i stuen med de online-videoer, du finder i appen. Dem bliver vi selvfølgelig ved med at lave. Vi håber, du kan finde tid og ro i en svær tid til at få bevæget kroppen og få lidt sved på panden – det er godt for både krop og sjæl. 

Derudover arbejder vi løbende på andre løsninger for hjemmetræning, og vi lover at holde jer opdateret.

Har du fortsat spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive en mail til kontor@arca.dk.

Vi glæder os til at se dig igen i det nye år!

Mange virtuelle knus fra Arca