Vi slår dørene op!

Endelig! Myndighederne har givet grønt lys: nu må vi svede side om side igen – indendørs.

Vores entusiasme er større end nogensinde før. Vi er så klar til at løfte vægtstænger, tonse WODs – og til at byde jer indenfor i vores boxe igen! Vi tager naturligvis alle de påkrævede forholdsregler i forbindelse med genåbningen af boxene. Få styr på alt det praktiske her:

 

Åbningsdag i boxene:

Onsdag d. 10. juni.

Hold og booking

Alle de normale hold, du kender; WOD, Endurance, Moms, Power, Vægtløftning, Mobility, Øvet og Opstart. Masser af hold og træningsmuligheder. 

Gymnastics er ikke på planen endnu. Vi ser tiden og udviklingen an og åbner for de gymnastiske hold, når det er forsvarligt. 

Alt efter salens størrelse gør vi plads til mellem 10-16 deltagere pr. hold. Du booker hold helt som du plejer! Find alle hold og boxe i booking appen i løbet af mandag eller tirsdag. 

Hold dog øje med dine bookinger; har du i forvejen booket hold fra onsdag og frem, kan holdet være ændret til et special- eller indendørs hold. Du kan hurtigt afmelde dig og booke nye enten i booking appen eller her på hjemmesiden. Ændringer kan du se i løbet af mandag eller tirsdag.

 

Forholdsregler i forhold til din træning

Træningen tilpasser vi retningslinjerne. Det betyder, at vi ikke deler udstyr under træningen. Vi sørger for, at der minimum er 4 kvadratmeter pr. holddeltager og sprit til både hænder og udstyr. Til Mobility skal du medbringe din egen måtte.

Du skal:

  • ankomme 5 minutter før træning og vende snuden hjemad umiddelbart efter træning.
  • holde afstand. Husk også afstanden, når du venter på at komme på holdet. Vent udenfor boxen, hvis du kommer i god tid.
  • spritte udstyr af efter brug.
  • spritte hænder af, når du møder op til træning – og inden du går hjem.
  • forvente at træningstimen varer 50 minutter. Vi bruger den ekstra tid til sidst til at få sprittet udstyr (og os selv) af.

Udendørs træning

I er vilde med vores udendørs træning og derfor beholder vi muligheden for træning under åben himmel lidt endnu. Forhåbentlig er der mange gode solskinstimer og udendørs træningsoplevelser i vente. På den måde kan vi sikre mest mulig træning til alle!

I København kan du træne udendørs på Rovsingsgade og på Amager Strand.

I Århus kan du træne udendørs ved Spartan/Frejasvej og i Odense ved Kompagniet.

I booking appen finder hedder holdene “Outdoor”.

Sikkert og trygt at komme i din box

Vi gør alt for at forhindre smitterisiko og sørger for håndsprit samt sprit til udstyr. Vi beder dig komme omklædt og klare badet efter træning derhjemme. Toiletter og vandposte er naturligvis tilgængelige i hele boxens åbningstid.

Open Gym (OG)

Vi glæder os til, at have liv i vores boxe igen – også i vores Open Gyms. Du kan træne selv allerede fra onsdag morgen. Vi overholder naturligvis også kvadratmeter kravet her, så alle vores OG´s vil have begrænset antal pladser. I booking appen skal du booke tid til træning i OG. En booking giver halvanden times træning i OG. 

Vi håber på, at du vil være med til at gøre træningen i Open Gym tryg og forsvarlig. Overhold deltagerbegrænsningen og brug lystigt af den opsatte sprit.

OBS! Er du slet ikke interesseret i at træne i OG, så kan du fjerne bookingmuligheden i appen. Under “filter” fravælger du blot “Open Gym” som holdtype.

Receptioner og medlemskort

Vores receptioner har åbent fra onsdag, helt som de plejer. Du kan naturligvis hente dit nye Arca-medlemskort i receptionen, men dit gamle medlemskort virker stadig, så du behøver ikke ramme receptionen med det samme.

Træneren vil fortsat fremmøde alle holddeltagere til træningen, så vi undgår kø ved fremmødeterminalen. 

Vi glæder os til at se dig! 

De generelle covid-19 retningslinjer gælder i alle vores boxe. Hold afstand og vend snuden hjemad, så snart du er færdig med en time. Har du symptomer, så bliv hjemme.

Vi har ventet længe på denne dag – og glæder os til at se dig og mærke liv og træningsglæde i vores boxe igen.

Hele Team Arca