Operation Alley Cat: Udendørs træning i Arca
En alley cat – eller en baggårdskat – klarer sig med hvad den kan finde rundt om i baggårdene. Og nød lærer som bekendt slap kat at finde træningsmuligheder.
Det samme gør vi. Vi har skabt Operation Alley Cat, som er træning udendørs, i en periode hvor covid-19 umuliggør vores vanlige træning. Vi skal squatte med jernkugler, sprinte, hoppe og svinge sammen. Sommer, solskin, sved, hygge og helt ægte baggårdstræning.
Sådan træner vi
I den næste periode bruger vi en udendørsvenlig udstyrspakke, som er placeret i containere på alle de lokationer, hvor vi har kunne få lov til at tilbyde træning.
Vi bruger håndvægte, kettlebells, bænke og sjippetove i “sjove” og hårde workouts, som med garanti vil udfordre dig, uanset om du har fået trænet i de sidste par måneder eller ej.
Der vil både være mulighed for at deltage på WOD og Endurance, tilpasset den midlertidige udstyrspakke og vi garanterer brændende muskler og sved på panden på begge holdtyper. På WOD vil du møde den velkendte varierede blanding af styrketræning, korte workouts, lange workouts, gymnastik og meget mere. På Endurance vil du oftest støde på længere workouts med lette vægte og din egen kropsvægt. Du finder en WOD-kalender for begge hold i bookingappen, som du plejer.
En god måde at komme i gang igen på
Måske har du trænet de sidste par måneder, hvor landet har været lukket ned. Måske har du ikke. Operation Alley Cat er iværksat for, at få alle jer medlemmer tilbage til træningen i Arca, og vi glæder os til at byde jer velkommen tilbage – uanset din træningsindsats under lockdown.
Du kan sagtens være med og vores trænere og træningsprogrammer er til for at få dig godt i gang – eller videre med din træning. Vi sørger for en god start på dine træningsrutiner igen!