I marts er månedens fokus muscle ups på WOD. Både ring muscle ups (RMU) og bar muscle ups (BMU) er i fokus og vi vil gennem hele måneden forsøge at gøre dig bedre i ringene og i baren. Herunder kan du se to videoer om månedens fokus, som viser hvordan du kan blive bedre til muscle ups i Open Gym.

 

Muscle ups vil være på programmet som styrke/skill-element i A-delen og som en del af de workouts, I kommer til at knokle jer igennem med et stort træningssmil.

Ring muscle ups og bar muscle ups er teknisk svære øvelser, hvor vi får udfordret særligt koordination, timing og styrke, imens vi træner. Udover det er det bare en ret fed følelse at kunne kæmpe sig selv op over baren eller op i de høje ringe og nyde den gode udsigt.

Muscle ups kræver både mod og udholdenhed for at kunne sætte flere gentagelser sammen, men i særdeleshed også for at få sin allerførste rep. Vores dygtige trænere er der til at støtte og guide jer igennem alle de gode WODs med muscle ups og vil gøre alt hvad de kan, for at du får din første muscle up i hus i marts.

For at teste jeres kapacitet og fremgang med muscle ups testede vi lørdag, d. 2. marts, det nedenstående program og vi gennemfører programmet igen torsdag d. 28. marts på WOD. Testdagene vil altid være markeret med “TESTDAY” i toppen af programmet.

Hvis du ikke fik prøvet kræfter med WOD i går for at få testet dit udgangspunkt til testdagen, så forsøg dig med programmet i Open Gym – vi garanterer en god, lang, svedig træning!

TestDay Program

“Mr. Muscle”
2 Rounds for time
10 Ring muscle ups
20 Burpees
30 Knees to elbows
40 Box jumps @24/20”
50 KB swings @32/24
60 Double unders

Denne workout vil som altid kunne skaleres og vores dygtige trænere skal nok hjælpe jer hele vejen igennem, uanset om det er fleksibiliteten, styrken eller noget helt tredje, der er udfordringen. Trænerne skal altså nok sørge for, at du får en mægtig god oplevelse med programmet og månedens fokus.

Som altid er det et varieret og motiverende månedsprogram, hvor vi blot arbejder lidt mere i ringene og baren end normalt. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til månedens fokus eller WOD-programmet, så tøv ikke med at skrive en kommentar herunder eller skriv til vores cheftræner på jacob@arca.dk

Nyd de udfordrende træninger og alt mulig held og lykke med dine muscle ups – vi hepper på dig!